Idyl på Maldiverne

Rejse Lykke Simpson

Den rejseglade kunstner Lykke Simpson henter inspiration fra barfodsluksus på øgruppen i det Det Indiske Ocean.

Bare fødder i blødt, hvidt sand
Jeg er lige kommet hjem fra Maldiverne. Stod det til mig, tog jeg af sted igen i morgen. Jeg elsker Maldiverne.Der er så smukt, at man nærmest får ondt i øjnene. Jeg elsker at smide skoene og gå rundt med bare tæer i det bløde, hvide sand. Komme helt ned i puls. Snorkle blandt farverige fisk, læse, sole, bade og spise ufattelig skøn mad.Jeg står tidligt op, når jeg er på ferie. Jeg kan sidde længe med en kop kaffe og kigge ud over havet fra soldækket på min villa. Nogle gange sover jeg under åben himmel. Stjernehimmelen og nattens hviskende bølger er oplevelser, som jeg er dybt taknemmelig for.

Blå nuancer og runde former
På Maldiverne kan du ikke undgå at blive glad og fyldt op med ny energi. Jeg har malet i 20 år, og mit hoved er altid ved at sprænges af ideer, når jeg vender hjem til Danmark. Atoller omgivet af hvide strande og koralrev, som jeg ser oppefra vandflyet, inspirerer mig. Der opstår også en masse blå nuancer i mine akvareller efter sådan en rejse. Ringe, cirkler, organiske figurer med grønne, hvide og gule strukturer.

Hjælper skildpadderne
Noget, der gør stort indtryk på mig, er befolkningens imødekom-menhed og interesse. Jeg har fået nære venner fra Maldiverne. De er enormt venlige, og de mener det oprigtigt. På mange af øerne gør de en stor indsats for naturen og miljøet. Jeg besøgte et skildpadde-rescuecenter på min seneste tur. Her redder man skildpadder ud af fiskenet og hjælper dem med at vende tilbage til havet. Mange af skildpadderne får amputeret luf-ferne, fordi de får skader fra fiskenet. Det varmer mit dyrehjerte, når man kæmper for truede dyr på den måde.”

Lykkes favorit-resorts på Maldiverne
• Gili Lankanfushi: Raffineret, elegant, afslappet og overdådigt.
• Milaidhoo: Nyt luksus-resort, hvor du bor i pælevilla på havet eller ved strandkanten.
• Soneva Fushi – jungleø, hvide strande og luksus i en klasse for sig.

Følg Lykke Simpson på hendes Instagramprofil @artbylykkeg