Det gode liv er familieliv

Nybygger Randers Kommune

For Rasmus Bay Kvisgaard og hans lille familie bliver det ikke svært at forlade lejligheden på 3. sal i Aarhus til fordel for et nybygget hus i Randers SØ. Her passer prisleje, omgivelser og infrastruktur nemlig perfekt til både ønsker og behov.

I begyndelsen af august tager Rasmus Bay Kvisgaard hul på et helt nyt livskapitel sammen med sin hustru Rikke og deres lille datter på knapt to år. Efter mange år i Aarhus rykker de nemlig væk fra byens tætte trafik og ud, hvor der er højt til himlen og plads til at slå vejrmøller. Området hedder Romalt og er et stort nyudstykket boligområde i Randers Kommune. Her er der gode pasnings- skole-, transport- og indkøbsfaciliteter – og naturperlerne Romalt Bakker og Gudenåen ligger også i umiddelbar nærhed.

”Vi har daginstitution, friskole, sportshal, Romalt bakker, MTB- og løberuter og en dagligvarebutik inden for en radius af fem minutter på cykel. Det betyder rigtig meget for vores dagligdag, som kommer til at hænge meget bedre sammen. Den bliver mere håndgribelig og ligetil.” – Rasmus Bay Kvisgaard

Hverken Rasmus Bay Kvisgaard eller hans hustru arbejder i Randers, og deres valg har derfor også været betinget af, at det er nemt at pendle til henholdsvis Aarhus og Bjerringbro. Fra Romalt er der kun fem minutter i bil til motorvejen og gode busforbindelser til Randers centrum.

Familien har valgt en byggegrund, der ligger klos op ad et nyetableret grønt område i Romalt. Her bliver der lige nu plantet et stort bælte med træer og buske, som med tiden vil skabe en mur af natur for enden af baghaven. Samtidig er boligområdet allerede nu meget velfungerende med mange unge par og børnefamilier. Det giver en perfekt kombination af privat frirum og levende lokalsamfund. Og Randers bymidte, med sine gamle, brostensbelagte gågader, er ikke længere væk end en cykeltur på 10 minutter.

”Når man selv er vokset op i et familievenligt parcelhuskvarter, vil man gerne give den trygge opvækst videre til sine egne børn – og her får vi så meget mere med, fordi vi både har naturområderne og det hyggelige byliv i Randers inden for meget kort afstand.”

– Rasmus Bay Kvisgaard

FAKTA

• Ved Gudenåens udmunding i fjorden – hvor å bli’r til hav og, hvor det ferske bli’r salt – ligger Randers.

• Som Danmarks 6. største by er her et væld af oplevelser, og den smukke natur er tæt på uanset, hvor du vælger at slå dig ned. Bo fx midt i Naturpark Randers Fjord – Danmarks 2. største naturpark. Eller bo centralt i Randers, hvor du er tæt på E45 og kan nå op mod 500.000 arbejds-pladser inden for blot 1 times kørsel.

• Samtidig kan du glæde dig over, at du får meget mere for pengene. En typisk børnefamilie i et hus på 140m2 har i Randers hele 133.000kr mere til rådighed om året, end hvis de boede i et tilsvarende hus i Aarhus – og det selvom familien skal pendle på arbejde.

BYGGEGRUNDE

Munkdrup

I Randers Kommune kan du fx slå dig ned i Munkdrup, der ligger i den sydlige del af kommunen. Her kan du bygge dit drømmehus i landlige omgivelser og alligevel tæt på byen – og med kun 18 minutters kørsel til Aarhus. Grundpriser fra 600.000.

Romalt

Du kan også vælge Romalt, der ligger tæt på byen. Her finder du skønne nærliggende naturområder som indbyder til det gode fritidsliv, og her er gode bybusforbindelser til centrum. Grundpriser fra 600.000.

Du kan også vælge en af de mange andre grunde til at bygge selv i Randers Kommune. For vi har helt sikkert også en grund til dig. Få det fulde overblik på byggegrunde.randers.dk.